Forfatterskab

Forsideillustration til  bogen ‘Skal I ikke snart have nogen børn?’ om fertilitetsbehandling

‘Skal I ikke snart have nogen børn?’

– 9 år, 1 spontan abort, 1 graviditet uden for livmoderen, 9 fertilitets­behandlinger

Da jeg selv stod midt i et mangeårigt fertilitetsforløb, savnede jeg ærlige fortællinger fra andre i samme situation. Derfor skrev jeg Skal I ikke snart have nogen børn? – en personlig beretning om følelsesmæssige op- og nedture, kombineret med fakta og gode råd fra erfarne fertilitetsrådgivere.

Mere om bogen

Første kapitel som forfatter – flere historier venter

Udover at være journalist er jeg også forfatter. Jeg har lidt svært ved at tage den titel på mig, for en forfatter er sådan en, der skriver mange flere og meget bedre bøger end mig, tænker min indre jyde. Men nej, jeg er forfatter. Og er meget glad for og stolt af den bog, jeg har udgivet. Nemlig ‘Skal I ikke snart have nogen børn?’, som er en slags håndbog til fertilitetsbehandling, som jeg selv manglede, da vi stod i forløbet.

Selv om det på mange måder er grænseoverskridende, har jeg delt vores personlige fortælling om et mangeårigt fertilitetsforløb – og suppleret det med en masse fakta om medicin og behandlinger og ikke mindst interviews med to erfarne fertilitetsrådgivere. Bogen giver ikke svar på alt – men er et detaljeret indblik i, hvordan fertilitetsbehandling kan se ud, og hvad man skal være forberedt på fysisk og mentalt.

Du kan købe bogen her på min hjemmeside. Du kan også vælge at booke mig til et foredrag – se nedenfor – da jeg gerne kommer ud og fortæller om vores erfaringer med fertilitetsbehandling.

Når tiden er til det, skriver jeg på nye bogprojekter. Blandt andet en saga om min fantastiske mormor, der igennem sine dagbøger giver et gribende indblik i et kvindeliv på den norske vestkyst gennem næsten 100 år.


Book mig til et foredrag

Jeg holder gerne webinarer og foredrag om ufrivillig barnløshed og det at være i et fertilitetsforløb, baseret på mine egne erfaringer og alt det jeg har lært om sundhedssystemet og behandlingsformer i forbindelse med forløbet. Du kan sende en forespørgsel her, så vender jeg tilbage til dig.

    “Kirsten Marie brænder for det, hun laver, og som forfatter har hun både det store overblik og sans for detaljen. Hun er utrolig velskrivende, passioneret og åben igennem hele processen – og er kort sagt meget inspirerende at arbejde sammen med.”

    –Mette Egerod, redaktør på Forlaget Sort Kat