‘Skal I ikke snart have nogen børn?’
– 9 år, 1 spontan abort, 1 graviditet uden for livmoderen, 9 fertilitetsbehandlinger
Køb bogen
Du kan købe bogen her på hjemmesiden for 200 kroner inklusive forsendelse, eller 150 kroner ved personlig afhentning i Dragør. Køb den her
Beskrivelse
Jeg har ofte følt, at der stod “infertil og dermed trist og uduelig” i panden på mig, når jeg fumlende gav mig til enten at svare på eller tale uden om spørgsmålet: “Skal I ikke snart have nogle børn?”
At prøve at få børn og derefter være i et mangeårigt fertilitetsforløb var for mig en følelsesmæssig rutsjebanetur, der stod på fra 2009 til 2018. Med følelsen af ensomhed, uvished og uretfærdighed på bunden – og håb, glæde og fightervilje på toppen. Samtidig kæmpede min krop for at følge med til det hele.
Gennem forløbet savnede jeg at høre om andre, der var igennem noget af det samme. Men på det tidspunkt var der meget lidt offentlig fokus på fertilitetsbehandling – og derudover var min kæreste Thor og jeg heller ikke selv gode til at dele noget om vores oplevelser og var på den måde med til at bidrage til tabuiseringen af emnet. Midt i inseminationer og IVF-forsøg, havde vi ellers virkelig brug for at høre andres erfaringer. For at hive brudstykker af håb, gode råd eller afklaring ud af deres fortællinger. Og for at føle, at vi ikke var de eneste i verden, der ikke bare poppede børn ud.
Derfor udgav jeg i 2022 bogen ‘Skal I ikke snart have nogen børn?’ – en personlig fortælling, jeg har skrevet i samarbejde med Thor, så bogen giver både kvindens og mandens perspektiv på hormonsprøjterne, sædprøverne, æg-udtagningerne, uvisheden, de grimme følelser, de glade følelser og behovet for en plan B. Vi har ingen facitlister, for alle fertilitetsforløb er forskellige. Men vi fortæller ærligt om, hvad der virkede for os, så vi kunne overleve et mangeårigt fertilitetsforløb som mennesker og som par.
Bogen indeholder også en række fakta om medicin og behandlinger og afsluttes med interviews med to superdygtige og erfarne fertilitetsrådgivere – Helene Cagara Bækgaard, jordemoder og psykoterapeut MPF og Lise Holck, cand.pæd.psych og lektor i psykologi. De giver deres bud på, hvilke tanker der er vigtige at gøre sig før og under et fertilitetsbehandlingsforløb og kommer også ind på de særlige overvejelser, der kan gøre sig gældende, hvis man er solomor eller et lesbisk par i behandling.

Lyt til bogen som lydbog
Bogen er også udkommet som lydbog. Levende indlæst af Louise Marie Cornelius og Jesper Platz. Lydbogen kan findes der, hvor du normalt finder dine lydbøger:
Anmeldelser
Uddrag af boganmeldelser, jeg har modtaget. Du kan i øvrigt skrive din egen anmeldelse og give bogen en rating på Goodreads.
“Velskrevet, personlig beretning, såvel som en praktisk orienteret guide, som klæder dig godt på, hvis du/I overvejer at påbegynde fertilitetsbehandling eller allerede er i gang. Sproget er flydende, og tonen er uhøjtidelig, og som læser er det nemt at sætte sig ind i de oplevelser, forfatteren her deler. Bogen er desuden godt disponeret, overskuelig og visuelt indbydende.”
–Lektørudtalelse, Signe Rugtved Andersen
“Kirsten Maries baggrund som journalist fornægter sig ikke. Historien er retorisk stærk og gennemarbejdet med nyttig viden og fakta undervejs. Derudover supleres fortællingen af et fagigt stærkt kapitel med fagfolk, som besvarer spørgsmål om alt fra stress til parforhold. Der er efterhånden flere selvbiografier på markedet, men ‘Skal I ikke snart have nogen børn?’ skiller sig ud ved også at tilføre informative passager og viden til læseren. . . . Thors bidrag til historien er med til at underbygge Kirsten Maries fortælling på fineste vis, hvad enten historien centrerer omkring fertilitetsbehandling eller de begyndende tanker om at indstille behandlingen og arbejde hen imod en fælles plan B. . . . Bogen ‘Skal I ikke snart have nogen børn?’ er klart anbefalelsesværdig. Den bringer noget nyt til bordet, og er velformuleret, ærlig og informativ.”
–Boganmeldelse, Magasinet Kimen
“Bogen er deres personlige beretning. Ikke kun om, hvor trætte de blev af spørgsmålet i bogens titel, men også hvordan de fortsatte med at støtte hinanden og finde værdi i samlivet, selvom de var en familie, som ikke kunne få børn.”
–Bogomtale, Magasinet Helse
“En ærlig og velskrevet beretning om ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling, der bade informerer og trøster. Kirsten Marie Juel Jensen deler åbent sine oplevelser – gennem 9 år med 1 spontan abort, 1 graviditet uden for livmoderen og 9 fertilitetsbehandlinger. Bogen giver praktisk indsigt i processen, suppleret med en mandlig synsvinkel og faglige svar på centrale spørgsmål. En oplagt bog for dem, der står midt i forløbet – og for deres nærmeste, som vil forstå rejsen bedre.”
–Bogomtale, Lyngby-Tårbæk Biblioteker

Titel: Skal I ikke snart have nogen børn?
Forfatter: Kirsten Marie Juel Jensen
Udgivelsesdato: 24-02-2022
ISBN13: 9788793816190
Forlag: Forlaget Sort Kat
Presseomtale
Artikel i Jyllands-Posten:
Ved du hvor man kan bestille nogen børn, for så vil jeg gerne have nummeret?
Debatindlæg i Politiken:
Jeg hader spørgsmålet: Skal I ikke snart have nogen børn?
Artikel i Sjællandske Nyheder:
Når drømmen om et barn ender i skyld, skam og forbudte følelser